I dag er vi begunstigede af, at vi har haft mange problemer med utætte svømmebassiner, og den erhvervede viden omsættes nu til bæredygtig vedligeholdelse af blandt andet ældre svømmehaller frem for at rive dem ned og bygge nyt
Lyngby Svømmehal fra 1977 rummer tre bassiner: Spring, svømme og baby. Bassinerne er katodisk beskyttet og er udført uden membran under fliserne.
Jens Mejer Frederiksen, COWII Danmark har der historisk set været mange problemer med utætte svømmebassiner, hvor vandet strømmede igennem betonen, og jernet begyndte at ruste.
– Før 1980’erne var man for optimistisk med, hvad beton kunne holde til, og man undervurderede aggressiviteten af svømmebadsvand. Det har vi lært meget af, og den faglige viden kommer os nu til gode, siger Jens Mejer Frederiksen, der er seniorprojektleder og betonspecialist hos COWI, hvor han blandt andet arbejder med vedligehold af ældre svømmehaller.
På Reparationsdagen, der i år holdes den 3. maj i Kolding, vil han give eksempler på sit arbejde med målrettet og minimalistisk vedligehold
af ældre svømmebassiner, så de på trods af de indbyggede svagheder og opståede problemer kan bevares og opnå den forudsatte levetid.
Da problemerne med de utætte svømmehaller blev presserende, var den største udfordring, at man manglede viden om emnet. Men der begyndte at ske noget. Mens vandet sivede fra bassinerne i blandt andet Helsingør, Hillerød, Farum, Hørsholm og Solrød, satte Dansk Svømmebadsteknisk Forening et arbejde i gang for at udrede, hvad der foregik i svømmehallerne. Og i 1985 afholdt Dansk Betonforening et møde, hvor man stillede spørgsmålet: Er kloridindtrængning en overset skadesmekanisme?
Samtidig var Jens Mejer Frederiksen og en studiekammerat i gang med at færdiggøre deres uddannelse som bygningsingeniører, og her skrev de afgangsprojekt om, hvordan svømmebadsvand trænger ind i beton.
– Hvis man havde brugt et forkert sand, opstod der netrevner og krakeleringer på betonens overflade som følge af alkalikiselreaktioner, der stimuleres af det våde miljø og saltet i svømmebassinet. Problemet blev løst ved, at man til blandt andet svømmebassiner forbød brugen af sand fra grusgrave, der på grund af de geologiske forhold har reaktive, porøse flintkorn, forklarer Jens Mejer Frederiksen.
Det blev i 1985 indbygget i Basisbetonbeskrivelsen (BBB), der i 1999 blev indskrevet i Dansk Standard, DS 481 – den første materialestandard for beton i Danmark – og siden erstattet af europæiske normer med nationale annekser – nu kendt som DS/EN 206 DK NA.
– Nogle steder udskiftede man de utætte svømmebassiner, mens man andre steder valgte at beklæde bassinet med en bitumen-plade-membran, der blev placeret under cirka 10 centimeter armeret beskyttelsesbeton, der var forankret til den oprindelige konstruktion. Hvis arbejdet blev udført korrekt, var bassinet herefter fuldstændig vandtæt, siger Jens Mejer Frederiksen.
Et andet problem var, at man tilsatte natriumklorid i store mængder til svømmebassinvandet. Det giver et behageligt vand at svømme i og med en god bæreevne, så svømmerne kan opnå hurtigere tider, men problemet er, at natrium også kan igangsætte en alkalikiselreaktion, der nedbryder betonen, og klorid kan angribe armeringen og få den til at ruste.
Jens Mejer Frederiksen har siden 1990 været med til at vedligeholde Lyngby Svømmehal og Virum Svømmehal, der oprindeligt hed Fuglsanggårdsskolens Svømmehal. De er begge opført, inden man i 1985 begyndte at stille særlige krav til beton i svømmehaller. Hallen i Virum stammer fra 1971, mens den i Lyngby blev indviet i 1977, og de har begge overlevet takket være den udførte vedligeholdelse.
I såvel Virum som Lyngby er det ikke alkalikisel, der er problemet, men derimod saltet – både det tilsatte og bidraget fra de badende gæster – og her har man anvendt to forskellige metoder til at imødegå skader fra klorid.
- I Lyngby kører vi med katodisk beskyttelse på godt 30. år, og det virker bare. Metoden er kendt fra skibe, olierørsledninger og spunsvægge, men den er udviklet til også at virke på armering i beton. Med metoden etableres der et elektrisk kredsløb i betonen. Populært sagt får strømkredsløbet kloriden til at ”gå væk fra” armeringen, og det gør stålet mere ædelt, hvilket bremser rustdannelsen, siger Jens Mejer Frederiksen.
Virum Svømmehal er fra 1971 og rummer et 25-meterbassin. Bassinet blev renoveret ved kloridudtrækning i 1988. Søjlerne er katodisk beskyttet omkring indspændingen i gulvet ved siden af bassinet. Loftet er efterisoleret og tilført ny akustikregulering og styrbar, energivenlig belysning.
Foto: HOFORI Virum Svømmehal valgte man at forsøge sig med en konkurrerende metode. Den blev markedsført af den norske kemiingeniør John Miller i slutningen af 1980’erne, og med den metode skruer man op for strømmen, så kloriden nærmest ryger helt ud af betonen. Fordelen ved kloridudtrækning er, at man kun behøver at have strøm på i den periode, hvor man ”renser” betonen. Men metoden vandt ikke indpas på grund af simpel priskonkurrence, ligesom der var faglige diskussioner om dens bivirkninger.
– I Virum støtter svømmehallen sig til bassinet, og i den ene side er vitale dele af halkonstruktionen direkte påvirket af svømmebassinets vand. Her har vi katodisk beskyttelse på betonsøjlerne, så armeringen ikke ruster, siger Jens Mejer Frederiksen. ■
