Her ses den dobbeltkrumme støttemur, som glasfiberskallen hviler på. Eneste udfordring i arbejdet har været, at der ikke må være synlige ankerstave i den færdige mur.
Foto: PERIPå Dansk Betondag i efteråret 2025 kunne deltagerne høre produktionschef, Johan Jespersgaard Sædholm fra Per Aarsleff A/S, fortælle om arbejdet med at opføre en 40 meter bred og 15 meter høj betondome midt i Aarhus. Arbejdet er nu tilendebragt og domen, der skal fungere som en kæmpe kunstinstallation for kunstmuseet Aros, er åben for publikum. Udefra ser man blot en stor, græsklædt knold, men indenfor er der tale om en betonkonstruktion af de mere usædvanlige.
For det første hviler domen på et fundament i form af en cirkelformet støttemur, der er støbt in-situ, og hvor avanceret forskalling er anvendt til at skabe en dobbeltkrum struktur. For det andet er den gigantiske dome sprøjtestøbt oven på et lag af glasfiberskaller, der er samlet på pladsen og som udgør grundformen på den imponerende kuppel. Faktisk er den lige så bred som Pantheon, dog med den forskel, at templet i Rom er verdens største uarmerede betonkuppel uden nogen form for understøttelse.
Her ses den færdige dome. Mellem domen og selve kunstmuseet Aros er som en del af projektet desuden skabt et nyt underjordisk udstillingsrum, som også er støbt in-situ.
Foto: Adam MørkDet er der altså ikke tale om i Aarhus, hvor den 1.000 kvadratmeter store kuppel er et kunstværk, og den indvendige side af glasfiberskallen fungerer som en lysinstallation. Værket hedder As Seen Below - The Dome a Skyspace og er designet af kunstneren James Turrell. Værkets størrelse og form gav en række problemstillinger, man ikke havde mødt før hos entreprenøren Per Aarsleff, da ingen kendte forskallingsmetoder kunne anvendes.
Derfor er 30 specialfremstillede glasfiberskaller på hver 21 meters længde rejst og samlet til den store kuppel, som først blev dækket med et sprøjtestøbt betonlag på 40 centimeter og derefter en bitumenmembran samt en fibertexdug, inden jord og græs blev påført. I toppen er der et skydevindue, hvor skiftende lysprogrammer udfordrer betragterens opfattelse af himlens naturlige toner. Resultatet er altså en overflade på indersiden, hvor kunst og konstruktion forenes.
Ifølge Rene Østergaard fra PERI er det lidt ærgerligt, at den rå og snorlige beton ikke er synlig i den færdige dome. Den er nemlig pakket ind i en lysinstallation.
Foto: PERIProjektet stillede høje krav til realiseringen. Blandt andet i forbindelse med den komplekse, dobbeltkrumme støttemur med store krav til geometrisk præcision og ensartet overfladekvalitet. Samtidig krævede projektets skala og arkitektoniske ambition et tæt samarbejde mellem entreprenør, teknologiudvikler og forskallingsleverandør samt dokumenteret sikkerhed og stabilitet i hele støbeprocessen.
For at minimere støj og vibrationer udførte Per Aarsleff A/S byggegruben med slidsevægge, hvor den op til 20 meter dybe konstruktion blev foretaget så nænsomt som muligt. Med en 21 tons tung slidsegrab fjernede man jorden i en lang rende, hvori der blev fyldt bentonit, en slags flydende ler der stabiliserer udgravningen. Umiddelbart efter blev spunsjernene nedsænket. Dernæst støbte man den dobbeltkrumme støttemur, som glasfiberkuplen altså hviler på.
Domen er 40 meter i diameter med en loftshøjde på 15 meter. Øverst er et skydevindue, hvor lysprogrammer udfordrer betragterens opfattelse af himlens toner.
Foto: Adam MørkAVANCEREDE BETONFORMER
24 forme blev leveret af firmaet Odico, der siden dog er gået konkurs, og de blev anvendt sammen med forskalling fra PERI, der valgte at benytte det fleksible vægforskallingssystem VARIO. Kombinationen af dette og de specialfremstillede dobbeltkrumme støbeforme udviklet med robotteknologi og 3D-print betød en løsning, hvor gennemprøvet forskalling blev integreret med nye, digitale produktionsmetoder.
”Resultatet er en løsning, der muliggør avancerede arkitektoniske betonformer uden at gå på kompromis med hverken sikkerhed eller dokumentation. Samspillet mellem gennemtestet materiel og ny teknologi sikrer høj præcision og ensartet betonfinish samtidig med, at metoden åbner nye muligheder for designfrihed og fremtidige byggestandarder,” siger Rene Østergaard, der er forretningsudvikler i PERI.
PERI har ligeledes leveret det stillads, der blev benyttet til sprøjtestøbning af domen. Det hænger i indstøbte armeringsbøjler.
Foto: PERIProjektet har krævet høj grad af rådgivning samt ikke mindst engagement af alle involverede parter i forløbet - lige fra prototypeudvikling til montage på byggepladsen. Opførelsen af The Dome handler nemlig om meget mere end blot selve kuplen. Blandt andet skulle der etableres 270 ankre til at sikre sildsevæggen i periferien af den 5.000 kvadratmeter store byggegrube, ligesom 100.000 tons jord skulle fjernes fra området.
Lignende projekter skabt af James Turell er opført andre steder i verden, men projektet i Aarhus udmærker sig ved at være det største. Hovedentreprenør har som nævnt været Per Aarsleff A/S, der har stået for den overordnede udførelse af det store anlægsarbejde, mens totalrådgiver og arkitekt har været Schmidt Hammer Lassen Architects. Bygherre er Aarhus Kommune.