Den årlige betonworkshop er et samarbejde mellem AMU Nordjylland, der står for selve afviklingen og Aalborg Universitet (AAU). Desuden deltager en lang række aktører fra byggebranchen. Deltagerne på Betonworkshop 2026 bestod af lærlinge fra AMU Nordjylland - struktører og betonmagere - samt studerende fra Aalborg Universitet, nærmere bestemt Arkitektur og Design og Bygningsingeniør på Institut for Byggeri og Anlæg.
Foto: Henrik MalmgreenIngen af arrangørerne kan give et entydigt svar på hvorfor, men ikke desto mindre er det et faktum, at Betonworkshop 2026 oplevede et markant større fremmøde af kvinder end tidligere. Ud af de 155 tilmeldte studerende var hele 58 kvinder. Det interessante er, at langt hovedparten kom fra Aalborg Universitet (AAU). Faktisk udgjorde kvinderne op mod 50 procent af deltagerne fra AAU, fordelt på uddannelserne Arkitektur og Design samt Bygningsingeniør.
Selv om ingen for alvor kan give en forklaring på udviklingen, var arrangørerne glade for at se de mange kvindelige deltagere. Betonworkshoppen handler nemlig ikke kun om samarbejde på tværs af faggrænser, men også om samarbejde på tværs af køn. Det store kvindelige islæt glædede således også Aalborg Kommunes borgmester, Lasse Frimand Jensen, da han overrakte diplomer og præmier til vinderne. Så mange faglige kompetencer som muligt skal i spil, mener han.
Årets tema var Industri og Natur med undertemaerne Samspil og modspil, Fortid og nutid samt Arbejde og fritid. I alt deltog 24 hold i workshoppen fordelt på de tre kategorier, og alle kom i mål - forstået på den måde, at de færdiggjorde arbejdet uden uheld. I alt 24 betonelementer skulle efterfølgende vurderes af dommerkomitéen. Senere vil de blive placeret langs en nyetableret cykel- og gangsti, der forbinder Stigsborg Brygge med Sundsholmen i Nørresundby.
Torben Dybdahl Jensen er faglærer inden for Byggeri og Anlæg på AMU Nordjylland. Han er en mangeårig ildsjæl bag den årlige betonworkshop. Mens deltagerne dyster i de tre haller på AMU Nordjylland, tøver han ikke med at give en hjælpende hånd eller komme med et godt råd, hvis der opstår problemer.
Foto: Henrik MalmgreenBetonworkshoppen indledes altid med tre dages teoretisk undervisning ved erfarne branchefolk, inden de studerende torsdag går i gang med at opbygge forme og forskalling. Torsdag eftermiddag ankommer den store roterbil fra Unicon, hvorefter selve støbearbejdet går i gang. Efter en god nats hærdning afformes elementerne fredag formiddag og gøres klar til bedømmelse. Herefter finder den sidste finpudsning typisk sted.
Om man ligefrem kan spore et øget kvindeligt præg på de 24 producerede betonelementer, er nok at trække pointen lidt hårdt op. Men det kan i hvert fald konstateres, at kreativiteten bredt set fik frit løb. Fælles for de fem kvindelige deltagere, som Magasinet Beton har talt med, var et stort engagement og en udtalt interesse for at lære mere om, hvad beton egentlig kan bruges til som materiale.
Victoria Bjørkman Christensen og Tilde Ahrentoft fra Arkitektur og Design på AAU har lært en masse om det arbejde, der går forud for en støbning. De er begge enige om, at et arrangement som betonworkshoppen er med til at give et bredere og mere positivt syn på beton.
Foto: Henrik Malmgreen”Jeg synes, det har været supergodt at deltage i betonworkshoppen. Det er et kort og intensivt forløb, som er et fint afbræk i hverdagen, hvor vi sidder meget foran en computerskærm og arbejder med 3D-modeller. Her har vi fået mulighed for selv at arbejde med betonen, og det får en til at tænke lidt anderledes og se materialet på en ny måde. Jeg har lært en masse om det arbejde, der går forud for en støbning,” siger 21-årige Victoria Bjørkman Christensen fra Arkitektur og Design på AAU.
20-årige Tilde Ahrentoft, ligeledes fra Arkitektur og Design på AAU, er helt enig i den betragtning. Hun mener også, at et arrangement som dette er med til at give et bredere og mere positivt syn på beton, så man ikke blot sidder trygt og godt bag skærmen og tænker: ”Beton, puha”.
Selv følger hun nøje med i de innovative tiltag i betonbranchen, der skal gøre beton til et mere klimavenligt materiale. Derfor synes hun, det er spændende selv at få fingrene ned i materien.
Astrid Knakkergaard Pedersen fra Arkitektur og Design på AAU samt Caroline Understrup og 21-årige Line Rønberg fra bygningsingeniørstudiet på AAU arbejdede sammen i samme gruppe under betonworkshoppen. De har alle fået øjnene op for, hvor vigtig dialogen mellem arkitekter og ingeniører er i byggebranchen.
Foto: Henrik Malmgreen”Jeg kunne helt klart godt tænke mig at arbejde som arkitekt, og derfor er det dejligt at få praktisk viden om det at arbejde med beton, så man ikke kun har teori at støtte sig til. Desuden synes jeg, at samarbejdet på tværs af kompetencer i min gruppe har været rigtig godt og inspirerende. Jeg vil derfor sige, at betonworkshoppen har været en øjenåbner i mit forhold til beton og har givet mig viden, jeg kan bruge senere hen,” siger Tilde Ahrentoft.
Hvis man går i lære som betonmager eller struktør, siger det næsten sig selv, at man allerede fra begyndelsen har en forkærlighed for at arbejde med beton og i løbet af læretiden beskæftiger sig regelmæssigt med materialet. Kommer man derimod fra universitetsmiljøet, kan tilgangen til beton være mere teoretisk. 22-årige Astrid Knakkergaard Pedersen fra Arkitektur og Design på AAU fortæller, at det har været interessant at opleve, hvordan betonelementer udformes i praksis.
Elementerne på betonworkshoppen vurderes ud fra design (æstetisk værdi), funktion (opfyldelse af opgavens intention), materiale (udfordring af betons potentialer og formbarhed), teknik (bæreevne og stabilitet) samt helhed og proces (samarbejde). Der lægges især stor vægt på deltagernes evne til at sætte sig ind i og forstå de øvrige deltageres fagligheder.
Foto: Henrik Malmgreen”Eksempelvis har arbejdet med at armere vores element været spændende og lærerigt og har givet mig en bedre forståelse af, hvad man egentlig kan bruge beton til som materiale. Samarbejdet i gruppen har også fungeret godt, og vi har i høj grad trukket på hinandens fagligheder - både praktisk og designmæssigt. Jeg er helt klart blevet mere åben over for, hvad beton reelt kan, og jeg er imponeret over det, jeg har set her på betonworkshoppen,” siger Astrid Knakkergaard Pedersen.
Hvis man gerne vil arbejde i spændingsfeltet mellem arkitektur og de mere ingeniørmæssige discipliner, er bygningsingeniørstudiet på AAU et godt bud. Herfra deltog 25-årige Caroline Understrup og 21-årige Line Rønberg. Caroline Understrup fortæller, at hun har været glad for at deltage i betonworkshoppen, som har givet hende ny indsigt i arbejdet med beton.
Uddannelsesdirektør og leder af Center for Betonuddannelser ved AMU Nordjylland, Jens Gjødsbøl, ses her sammen med borgmester Lasse Frimand Jensen og faglærer Torben Dybdahl Jensen fra AMU Nordjylland ved præmieoverrækkelsen. Alle tre udtrykte stor anerkendelse af deltagernes indsats på betonworkshoppen.
Foto: Henrik Malmgreen”Jeg har fået en forståelse for, hvorfor det er sværere at støbe en rund form end en firkantet form, og jeg har fået øjnene op for, hvor vigtig dialogen mellem arkitekter og ingeniører er,” siger Caroline Understrup, der på sigt ser sig selv i en stilling hos en entreprenørvirksomhed.
Line Rønberg er helt enig. Hendes konklusion på betonworkshoppen er, at beton er et materiale, vi ikke kan undvære, selv om det har en klimabelastning.
Gennem både det praktiske arbejde under konkurrencen og det teoretiske undervisningsforløb har de fem kvinder fået et nyt syn på beton. Det gælder alt fra den grundlæggende betonteknologi og bestræbelserne på at gøre materialet mere klimavenligt til dets æstetiske og designmæssige potentiale. De er alle enige om, at beton fortsat har en fremtid i byggeriet, men mener samtidig, at materialet skal bruges på den rigtige måde.
”På Aalborg Universitet gør vi meget ud af, at de studerende har fokus på såvel arkitektur og kreativitet som de strukturelle og ingeniørmæssige discipliner. Et event som dette kaster dem så at sige for løverne, idet der er tale om et kort og meget intenst forløb, hvor de presses til at træffe hurtige beslutninger. Her mødes teori og praksis virkelig, og det lærer de utrolig meget af. Derfor er vi meget glade for samarbejdet med AMU Nordjylland,” siger Mads Brath Jensen, der er lektor på universitetet.