01.07.25 Nyheder

Betonbranchens samarbejde på tværs af virksomheder

Denne artikel er skrevet af

Betonelement-Foreningen

Over de seneste fire år har betonbranchen gjort imponerende fremskridt med at reducere cementindholdet i betonelementer. Seneste forsøg hos DS Elcobyg peger på, at de i fremtiden kan reducere 55% af cementindholdet i forhold til nuværende elementer i produktion ved hjælp af alternative bindere.

Foto: DS Elcobyg

Igennem Dansk Betons projekt om alternative bindere, har branchen været sammen om et fælles mål; at reducere CO2-aftrykket i betonproduktionen. 

"Det er virkelig et godt resultat, at vi på sigt sandsynligvis kan reducere cementindholdet med 55%", fortæller makkerparret Carsten Sørensen Kronborg, produktionschef, og Jan Roersen, betonspecialist, fra DS Elcobyg. Makkerparret har arbejdet tæt sammen gennem foråret 2025 for at teste moler som alternativ til cement i fuld skala. De er stolte af resultatet, som har givet en pæn overflade og som ikke revner.

Projektet er et resultat af et bredt samarbejde i branchen om at finde alternative bindemidler – et arbejde, der også er beskrevet i Magasinet BETON fra januar 2025. På det tidspunkt var laboratorieforsøgene afsluttet, og de mest lovende bindemidler blevet udvalgt til fuldskalaforsøg. DS Elcobyg, Spæncom og Fårup Beton meldte sig til at deltage og har undervejs sparret med hinanden for at dele viden og erfaringer.

”Vi har været åbne over for hinanden gennem forsøgsperioden. Det er vild fedt, at vi som branche og som konkurrenter kan samarbejde om at reducere CO2-aftrykket i betonerne”, fortæller Jan Roersen.

Foto: DS Elcobyg

Moler som alternativ binder

Moler har en helt særlig rød-orange farve og afgiver en varm glød. Moler forekommer naturligt i Danmark, men findes også i langt større mængder andre steder i verden. Det er et dyrt produkt, som i Danmark primært bliver brugt som kattegrus. Moler har dog nogle ideelle egenskaber til brug i betonen, men det kræver stadig udvikling, hvis den skal sættes i produktion i Danmark.

Da DS Elcobyg besluttede at indgå i fuldskalaforsøgene, fik de udleveret en betonrecept baseret på laboratorieforsøgene fra Teknologisk Institut. De har fulgt opskriften med kalcineret moler, kalkfiller og cement. Dog var udviklingen af betonens konsistens og luftindhold over tid ikke tidligere blevet undersøgt i praksis. Det har betydet, at betonspecialisterne har mødt udfordringer – især fordi konsistensen med moler adskiller sig fra traditionel cementbaseret beton. Materialet er vanskeligere at arbejde med under produktionen, og både fasthed og styrkeudvikling sker langsommere.

DS Elcobyg har afprøvet moleren i vægelementer og udstøbt prøveelementer, for at bestemme styrkeudviklingen af betonelementet efter 1, 2, 7, 28 og 56 døgn. Alle deltagere i projektet har afleveret sammenlignelige forsøgselementer således, at de kan vurderes på tværs. Ligesom de andre betonelementproducenter er det afformningstiden, der volder udfordringer – og det bliver derfor næste fokuspunkt i den videre udvikling. Enten skal den tidlige styrkeudvikling øges markant for de alternative bindere eller også skal der findes andre løsninger på eksempelvis løft af elementerne i produktionen.

Foto: DS Elcobyg

Fra konservativ til omstillingsparat

Mange tror, at betonelementer ikke er blevet udviklet med årene, og byggebranchen har traditionelt haft ry for at være konservativ. Men med stigende krav til reduktion af CO2-aftryk er branchen nu under pres for at omstille sig. De fleste betonelementproducenter har i dag udarbejdet EPD’er (Environmental Product Declarations) for deres produkter, og disse dokumentationer synliggør, hvor der er potentiale for at reducere miljøpåvirkningen og opnå konkrete forbedringer.

DS Elcobyg forsøger også at reducere armeringen og optimere designet af betonelementerne. "Det bliver sværere og sværere at finde reduktioner, men det skal selvfølgelig ikke forhindre branchen i stadig at forsøge. Vi er nødt til konstant at innovere og udvikle," siger Carsten Sørensen Kronborg.

Jan Roersen fortæller også om betydningen af dette projekt som betonspecialist: "Det er spændende at se, hvordan vi kan bidrage til en grønnere fremtid. Jeg er stolt af vores indsats, og samarbejdet med andre betonelementproducenter har været meget givende".

Som konklusion er det frugtbart for fremtidens betonbranche, at Dansk Beton har været en katalysator for tværgående samarbejde. Hele projektets succes afhænger af, at alle parter – fra produktion til leverandører – er klar til at investere i innovative løsninger, der kan bidrage til en mere ressourceeffektiv og klimabevidst udvikling af branchen.

Dansk Beton udgiver en rapport om fuldskalaforsøgene i sommeren 2025. Denne rapport vil give en indsigt i resultaterne, hvilket vil være til stor nytte for hele byggebranchen.

Relateret indhold