Som en del af UNESCO-Verdenskulturarv er der strikse regler for, hvad der må bygges hvor i nærheden af Kronborg Slot. Da BIG Bjarke Ingels Group tegnede M/S Museet for Søfart, måtte man derfor tænke nedad i stedet for opad. Museet ligger således otte meter under jordplan, og den gamle tørdok er en del af museets område.
Foto: Rasmus HjortGanske få hundrede meter væk fra museet M/S Museet for Søfart i Helsingør rejser spirene på Kronborg Slot sig mod himmelen, og da Christian den Fjerdes gamle borg har opnået status som UNESCO-Verdenskulturarv, er der ganske strikse regler for, hvad der må bygges ved og omkring slottet. Blandt andet skal den såkaldte sigtelinje respekteres, og formålet med den er at sikre frit udsyn både til og fra slottet, især mod Øresund og Sverige.
Da BIG Bjarke Ingels Group i sin tid tegnede byens nye søfartsmuseum, som er Danmarks maritime museum var muligheden for at bygge opad således ikke eksisterende. Derfor måtte man så at sige bygge nedad, og museet fik til huse i en gammel tørdok fra 1955, nemlig Dok 1, som var en del af Helsingør Skibsværft. Efter værftets lukning, stod dokken ubrugt hen, men den har fået nyt liv som hjemsted for et museum, der qua både sin udformning og placering efterhånden har opnået berømmelse verden over.
MUSEUM OTTE METER UNDER JORDEN
Oprindelig åbnede museet i 1915 på selve Kronborg under navnet Handels- og Søfartsmuseet, men i 2012 lukkede udstillingerne på Kronborg for året efter at skifte navn og flytte til M/S Museet for Søfart. Det befinder sig otte meter under jordplan, og udstillingerne strækker sig hele vejen rundt omkring den 150 meter lange tørdok. Men nedenunder er der masser af grundvand, og det skulle vise sig at give markante udfordringer.
Ikke mindre end 461 jordankre er med til at holde såvel museum som tørdok på plads således, at konstruktionen ikke presses op af grundvandet. I takt med overfladebelægningen på tørdokken er krakeleret, er revnedannelser i selve dokkens konstruktion blevet blotlagt, hvilket har medført opsivning af grundvand med markante lugtgener til følge.
Foto: Rasmus Luckmann”Intet mindre end 461 jordankre, som er boret 42 meter ned, er med til at holde såvel museet som selve dokken på plads og forhindrer, at grundvandet presser konstruktionen op. Det har sådan set fungeret fint, men omkring 2022 begyndte vi at få et problem, som ingen havde forudset, nemlig at der begyndte at sive vand op i selve tørdokken. Som følge deraf begyndte vi at opleve periodiske, lugtgener, idet duften af svovlbrinte begyndte at brede sig.”
PROBLEMET LIGGER I REVNEDANNELSER
Sådan forklarer Michael Krabbe Kiær, der er Bygnings- og Sikringschef på M/S Museet for Søfart. Problemet er over tid accelereret i takt med, at overfladen i det åbne dokområde begyndte at krakelere, hvorved revnedannelser i den støbte dok er blevet blotlagt. Det er via disse revnedannelser, at problemet med vand og lugt har manifesteret sig, og det er et problem for museet, der gerne vil bruge det 2.000 kvadratmeter store dokområde mere til forskellige events.
Udover selve udstillingsområdet rummer museet både auditorium, som danner ramme om såvel foredrag som koncerter, og en café. Begge dele med direkte udgang til tørdokken. Derfor påbegyndte man en proces i 2025, som man påregner er tilendebragt her i løbet af sommeren 2026. En proces, der betyder at man på effektiv vis får lukket de nævnte revnedannelser og dermed får bragt problemerne med såvel grundvand som lugt til ophør.
HELT IND TIL KERNEN AF DOKBUNDEN
Lugtproblemerne opstod, idet det grundvand, der trænger ind, reagerer med den gamle betonkonstruktion, og det siger sig selv, at det blandt andet virker en kende begrænsende for cafeens planer for udeservering i sommerhalvåret. Museet søgte derfor i første omgang midler fra forskellige fonde til en forundersøgelse, og en fond under Damskibsselskabet Norden A/S sikrede den nødvendige finansiering.
Et ganske vildt billede fra en tidlig fase i konstruktionen af M/S Museet for Søfart. Det udgravede område der omkranser den gamle tørdok, rummer i dag selve museet, mens bunden af tørdokken indgår som et integreret udeareal, hvor museets gæster frit kan færdes, og hvor cafeen kan have udeservering.
Foto: Ole Thomsen”Siden fik vi en donation fra A.P. Møller Fonden, så arbejdet reelt kunne sættes i gang. Det er sket i samarbejde med COWI, som vi har et tæt samarbejde med. Der er skrællet i omegnen af 250 ton overfladebeton og overfladebehandling af således, at vi kunne komme helt ind til kernen af den gamle dokbund fra 50’erne, der på midten er ikke mindre end fire meter tyk. Den er simpelthen blevet blotlagt,” fortæller Michael Krabbe Kiær.
ETABLERER OGSÅ KATODISK BESKYTTELSE
Man skulle nemlig ind til de gamle støbeskel og dilationsfuger, der skal tætnes. Dette arbejde er igangsat, men ligger lige nu stille grundet vintervejret. Man håber dog snart at kunne komme i gang igen således, at hele projektet kan afsluttes som planlagt hen over sommeren. Efter grundig afrensning sprøjtes en tætningsskum ind i revner og fuger under højt tryk, hvorefter der monteres fugebånd og vandsikring.
”Hele den gamle dokbund skal ligeledes renses grundigt af, inden vi støber et nyt lag beton oven på denne. I samme moment kan nævnes, at vi desuden etablerer katodisk beskyttelse således, at vi kan forlænge levetiden på den eksisterende armering i dokken, som vi gerne vil bevare længst muligt,” slutter Michael Krabbe Kiær, der på de mange besøgendes vegne glæder sig til at kunne byde velkommen til et museum med en dok, der fungerer som rekreativt udeområde helt uden lugtgener.
