Finsens Have på Frederiksberg er et af de tre projekter, der er inkluderet i temaet ”Dristig Beton”. Ejendommen består af tre blokke, der er ejet af Frederiksberg Kommune. Bygningen er karakteristisk for byggeskik og modernistisk arkitektur i perioden 1930-1975, der er projektets fokus.
Foto: Mathilde BechNæppe nogen betvivler værdien af at renovere smukke, klassiske bygninger, som er opført i håndstrøgne mursten, smukke tegl og finurlige træornamenter. I den sammenhæng har beton som materiale nok været en kende underkendt, for kan man kalde en bygning opført i beton for smuk og klassisk? Rundt omkring i landet finder vi unikabygninger opført i beton. For eksempel den kendte Glasalstrup bygning i Hasselager ved Aarhus samt Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Men beton er meget mere.
Beton er i høj grad en del af den danske kulturarv, når det gælder byggeskik. Ikke blot i forhold til de mange tusinde kvadratmeter etagebyggeri, der for alvor kendetegnede gennembruddet for betonelementet, men også i forhold til bygninger, hvor beton indgår med høj grad af arkitektonisk værdi i samspillet med andre byggematerialer. For eksempel i form af altan- eller trappeløsninger, der er med til at give en bygning sit særpræg.
De eksisterende 199 altaner i Finsens Have er nedslidte og viser tegn på betonskader, korrosion af armering og utætheder. Formålet med projektet er at sikre altanernes bæreevne, forlænge levetiden samt forbedre den oprindelige funktionalitet og æstetik. Beton og armering på altanerne er partielt nedbrudt og skal renoveres for at forhindre en accelereret nedbrydning af altanerne. De er en del af et større facadeparti, hvorfor en udskiftning ville kræve en renovering af hele facaden.
Foto: Mathilde BechBYGGERIER VI ALLE KENDER
I dag er der en udbredt holdning om, at beton er et byggemateriale, vi skal passe på, renovere og sikre for eftertiden. Ganske som det er tilfældet med mursten, tegl og træornamenter. Glasalstrup er for længst renoveret, lige som Vikingeskibsmuseet formentlig vil blive det, den dag dets afløser står klar på nabogrunden. Men også i mindre skala er der sat turbo under renoveringsprocessen.
”Vi kender de gedigne boligejendomme, der blev bygget mellem 1930 og 1975. Vi ved fra vores kulturarvsundersøgelse, at ikke ret mange har set dem som bevaringsværdige, men flere af dem har store kvaliteter, som vi skal blive bedre til at arbejde med. Både kulturhistorisk og bygningsmæssigt byder de på kvaliteter, som er værd at bevare, og samtidig matcher vi bæredygtighedsagendaen, hvor der blandt andet er fokus på bygningsrenovering frem for at rive ned og bygge nyt".
Brøndbyparken, afdeling 3 er opført i 1954 og består af otte ni-etagers boligblokke med karakteristiske bølgede altaner og asymmetriske gavle. De er tegnet af Kay Fisker og er et sjældent eksempel på højhusbyggeri i 1950’ernes murede arkitektur. Altanerne spiller en væsentlig arkitektonisk rolle og er både identitetsskabende samt værdsat af beboerne. Projektet ønsker at teste forskellige renoveringsmetoder og materialer for at finde den mest klimavenlige løsning for de i alt 280 altaner.
Foto: Helene Høyer MikkelsenSKAL GIVE NY VIDEN OM BETON
Det siger projektchef Thomas Waras Brogren fra Realdania, der har udgivet hæftet ”Bygningskultur og Klima”, som beskriver 12 projekter, hvor man støtter klimavenlig renovering, der skal være med til at styrke kvaliteterne i en række af de etageboligbygninger, som netop er opført i den nævnte periode. Der er tale om eksempelprojekter, som hver på sin vis skal belyse, hvorledes reducering af CO2-aftrykket samtidig kan medvirke til at fastholde, styrke og forny de bygningskulturelle kvaliteter.
Projekterne skal fungere som eksperimenterende og veldokumenterede forløb, hvor nye metoder, materialer og renoveringsstrategier afprøves i praksis. Målet er at skabe et solidt vidensgrundlag og inspirerende cases, som kan danne grundlag for fremtidige beslutninger om bevaring og udvikling af den eksisterende bygningsmasse. Det handler altså ikke kun om at bevare fortiden i stedet for at bygge nyt, men også om at lære for fremtiden.
Hammershøj-projektet i Helsingør skal afsøge mulighederne for at restaurere den spinkle og dristige udvendige betontrappe, for at sikre de bærende fredningsværdier. Den skulpturelle betontrappe er oprindeligt udført elegant i sin udformning og konstruktion, men betonens store kalkindhold og armeringsjernene, der ikke er rustfri, har givet byggetekniske udfordringer. De underste trappeløb er i dag i meget dårlig stand. Gavltrappen er opført i in-situ støbt jernbeton i en konstruktion, hvor kun hovedreposerne er bærende. Trappeløb og mellemrepos er udført som en fritspændt konstruktion.
Foto: Mathilde BechFOKUS PÅ ALTANER OG TRAPPER
Fælles for projekterne er et ønske om at bevare og udvikle det eksisterende byggeri til gavn for klimaet, arkitekturen og ikke mindst beboerne. De er delt op i fire temaer, hvor ”Dristig Beton” er det ene, og her er der fokus på at reparere samt renovere betonaltaner samt trapper i stedet for at udskifte dem. I alt tre projekter indgår i dette tema, nemlig Finsens Have på Frederiksberg, Brøndbyparken i Brøndby samt Hammershøj i Helsingør.
De to første projekter handler om, hvorledes betonaltaner kan bevares gennem renovering, mens projektet i Helsingør byder på den ekstra udfordring, at der er tale om en fredet ejendom på ni etager tegnet af den verdensberømte arkitekt Jørn Utzon. Her skal man finde ud af, hvorledes man kan bevare en udvendig gavltrappe på en måde, så man sikrer de fredningsmæssige værdier uagtet, at den er i meget dårlig stand.
Her ses tydeligt, hvad der er galt med den udvendige gavltrappe på bygningen Hammershøj i Helsingør. Mange modernistiske bygninger er kendetegnet ved konstruktioner i jernbeton med armering tæt på overfladen, hvilket gør dem sårbare over for korrosion og skader. Reparationer er ofte vanskelige, da nutidige bygningsnormer gør det svært at bevare den oprindelige, lette geometri, hvilket kan forringe såvel arkitektur som bæreevne. Formålet at sikre den statiske funktion samt de æstetiske kvaliteter uden at tilføre unødig klimabelastning.
Foto: Mathilde BechARKITEKTEN ER OGSÅ BEGEJSTRET
Nanna Steenberg Meyer, der er arkitekt og indehaver af Varmings Tegnestue og er rådgiver på Hammershøj-projektet, er helt enig i, at mange betonkonstruktioner som repræsentanter for modernismen er en væsentlig del af den danske bygningskultur og derfor bør bevares. Flere af dem er endvidere fredet, og ud over Hammershøj i Helsingør kan for eksempel nævnes SAS-hotellet ved Hovedbanegården i København, der er tegnet af en anden verdensberømt arkitekt, Arne Jacobsen.
”Kigger man nærmere på konstruktionen, rummer den en del beton, og det samme gælder Danmarks Nationalbank, der ligeledes er tegnet af Arne Jacobsen. Det er også et projekt, vi er involveret i renoveringen og restaureringen af, fortæller Nanna Steenberg Meyer. En af de ting, hun i øvrigt fremhæver i forbindelse med Hammershøj-projektets trappe er, at hver anden repos svæver frit i luften. Det er blot en af årsagerne til, at man kan kalde det for ikke blot dristig, men unik beton.
Sådan defineres projekterne
Projekterne i ”Dristig Beton” defineres ud fra Conservation Management Plan (CMP) til betonbevaring. Det er et internationalt værktøj til at sikre bevaringen af arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde betonbyggerier. Metoden anvendes især på modernistiske konstruktioner, hvor både tekniske og æstetiske udfordringer ofte går igen i form af skader i armering, utilstrækkelig isolering, problemer med kondens samt spor efter dårligt udført støbearbejde. Processen starter med en grundig registrering og undersøgelse af bygningen, dens konstruktive opbygning og betonens tilstand. Denne analyse danner grundlag for at vurdere bevaringsværdi og identificere de arkitektoniske kvaliteter, der skal beskyttes. Resultatet er en strategisk plan, der definerer klare bevaringsprincipper og retningslinjer for vedligeholdelse og større restaureringsarbejder.
