12.11.25 Nyheder

EN BRANCHE PÅ VEJ FREM I KLIMAETS TJENESTE

På Building Green CPH var de klassiske byggematerialer til debat. Den gode nyhed er, at de traditionelle klimasyndere som beton er nået langt i arbejdet med at reducere CO2-aftrykket. Rigtig langt endda.

Ingen er i tvivl om, at det er cementen, der har været den store klimasynder i betonen. Men ifølge Casper Mathiasen, administrerende direktør i Unicon og bestyrelsesformand i Dansk Beton, nærmer vi os hastigt den CO2-neutrale cement.

Foto: Aalborg Portland

På Building Green CPH i Lokomotivværkstedet i København i slutningen af oktober var der rig lejlighed til at blive klogere på den rolle, som byggebranchen både kan og bør spille i klimaets samt den grønne omstillings navn. I løbet af de to dage, eventet varede, var der også mulighed for at lytte til forskellige paneldebatter, og en af dem var faciliteret af DI Byggeri under emnet ”Hvordan går det egentlig med den grønne omstilling af de traditionelle byggematerialer.”

Her deltog Rasmus Brandt Lassen, der er branchedirektør i DI Byggeri, Line Helmark, der er landechef i teglvirksomheden Egernsund Wienerberger samt bestyrelsesformand i Danske Tegl, Thomas Raunsbæk, der er bestyrelsesmedlem i NOWI, Nordic Wood Industries, samt Casper Mathiasen, der er administrerende direktør i Unicon og bestyrelsesformand i Dansk Beton. Omdrejningspunktet var naturligvis det aftryk, de traditionelle byggematerialer sætter på klimaregnskabet.

BRUGER VI KRÆFTERNE RIGTIGT

Bruger vi i virkeligheden alle kræfterne på noget, som måske kun løser en mindre del af problemet. Hvor ligger det helt store potentiale for CO2-besparelser i byggematerialeindustrien, og rykker vi nok på de områder? Hvad er fremtidsscenarierne for bygge- og anlægssektoren, og hvordan forsyner vi klogest med materialer i de scenarier, både de gængse og de nye? Således lød nogle af de indledende spørgsmål til panelet.

Debatten på Building Green CPH blev modereret af journalist Lene Johansen. Fra venstre ses Thomas Raunsbæk, der er bestyrelsesmedlem i NOWI, Nordic Wood Industries, Line Helmark, der er landechef i teglvirksomheden Egernsund Wienerberger og bestyrelsesformand i Danske Tegl, Casper Mathiasen, der er administrerende direktør i Unicon og bestyrelsesformand i Dansk Beton samt Rasmus Brandt Lassen, der er branchedirektør i DI Byggeri.

Foto: Henrik Malmgreen

Generelt set var der bred enighed om, at byggebranchen i en årrække har været noget fodslæbende, men til gengæld var der også enighed om, at nu rykker udviklingen, faktisk i en grad, så lovgiverne har svært ved at følge med. Således mente Thomas Raunsbæk fra NOWI, der repræsenterede træet som en aktiv spiller på en række nye områder i byggeriet, at lovgivning og regelsæt på mange står i vejen for i virkeligheden enkle og logiske løsninger, der kan være med til at lette CO2-aftrykket.

ER LOVGIVNINGEN EN BREMSE

Det er en holdning man også møder andre steder i byggeriet. Således nævnte Rasmus Brandt Lassen fra DI Byggeri, de mange nye og spændende opstartsvirksomheder, som byggebranchen ser netop i disse år og som i virkeligheden kan risikere at blive bremset i deres arbejde med såvel nye materialer som nye procesformer. Han føjede til, at også byggeriets traditionelle virksomheder er begyndt at kigge i den retning. Derfor kan de opleve samme udfordring.

Som repræsentanter for det, man kan kalde de klassiske byggematerialer, kunne Line Helmark og Casper Mathiasen fra henholdsvis Danske Tegl og Dansk Beton gøre rede for den store indsats, der gøres netop inden for deres produktsegmenter. I teglindustrien har man i vid udstrækning erstattet fossile brændstoffer med biogas, og Line Helmark var ikke i tvivl om, at mursten og tegl fortsat kommer til at spille en rolle i byggeriet.

Casper Mathiasen gjorde sig blandt andet til talsmand for vigtigheden af fortsat at have stort fokus på beton i uddannelsesmiljøet og beton som et vigtigt materiale. Ellers kigger vi ind i en fremtid med problemer, spår han.

Foto: Henrik Malmgreen

TÆT PÅ AT BLIVE CO2-NEUTRAL

Det samme mente naturligvis Casper Mathiasen for så vidt angår beton, og han understregede, at man i betonbranchen tidligere har opjusteret forventningen om en 50 procents reduktion i CO2-aftrykket til 70 procent. Faktisk mener han nu, at det vil være muligt at komme helt op på en 90 procents reduktion, ligesom han er af den overbevisning, at vi inden for få år vil se CO2-neutral cement.

”Som leverandør af beton er vi naturligvis afhængig af vores forsyningskæde, herunder cement, men i udlandet har vi allerede set CO2-neutral cement, så det kommer også her i landet. Om vi kan komme ned på et rundt nul for så vidt angår beton som byggemateriale, er nok tvivlsomt, for sådan noget som transport skal jo også medtages i det samlede klimaregnskab. Men vi kommer tæt på,” sagde altså Casper Mathiasen.

DET BEDSTE FRA FLERE VERDENER

Selv er han  overrasket over, hvor hurtigt udviklingen er gået inden for de senere år, næsten hurtigere, end man selv kan følge med i branchen, og i hans optik er det et budskab, det nu handler om at formidle ud til omverdenen. Netop i disse år er der stort fokus på de nye, biogene materialer, men udfordringen er, at de er uprøvede og, at mange bygherrer derfor er skeptiske over for dem, ligesom der vil være en række konstruktionsmæssige sammenhænge, hvor de ikke kan anvendes.

 

På Building Green CPH var der stor interesse for at høre om, hvorledes det går med den grønne omstilling i byggeriet, især i forhold til de klassiske, CO2-tunge materialer.

Foto: Henrik Malmgreen

Line Helmark og Casper Mathiasen var således rørende enige om, at holdbarhed også er en del af bæredygtighedsagendaen. Både tegl, mursten og beton er beregnet til at holde længe - beton faktisk helt op til 125 år - så i det øjeblik, betonbranchen får endnu mere styr på CO2-udfordringen er Casper Mathiasen overbevist om, at den rigtige vej at gå ikke er at udskamme beton, men at satse på det bedste fra flere verdener.

BETON ER IKKE LÆNGERE SKURKEN

I løbet af debatten gjorde Casper Mathiasen sig ligeledes til talsmand for, at byggebranchens forskellige aktører skal have modet til at udfordre hinanden på tværs af værdikæden og hele tiden blive bedre til at arbejde for et reduceret CO2-aftryk. Magasinet Beton talte efterfølgende med ham. I brancheformandens optik er det vigtigt, at formidle budskabet om, at beton faktisk er et byggemateriale med mange gode egenskaber, også når det gælder klimaaftrykket.

”Jeg håber, vi kan nå ud til både kunder og resten af branchen, herunder arkitekterne. Desuden er det vigtigt at holde fokus på uddannelsessektoren og de unge, der bliver fremtidens arbejdskraft i byggebranchen. De skal lære, at beton langt fra er er så stor en skurk, som tidligere,” siger han. Det er fint, at der er fokus på klimaet, men nedprioritering af beton som materiale, som det er sket på enkelte af landets erhvervsskoler, mener han er et valg, der er truffet på et uoplyst grundlag.

Henrik Malmgreen, Business Insights
Skrevet af:

Henrik Malmgreen, Business Insights

Relateret indhold