23.07.25 Nyheder

STAMPET LER KAN REVOLUTIONERE HELE BETONINDUSTRIEN

Bestræbelserne på at reducere betons CO2-aftryk er mange. En af dem går ud på at prioritere beton, der hvor styrke samt holdbarhed er essentiel og i stedet anvende andre materialer, hvor det er muligt. Et af de materialer, der er i kikkerten, er stampet ler.

Helle Nørgaard Beck fra Heidelberg Materials Precast Danmark, Troels Dam Madsen fra Henning Larsen Arkitekter, Johans Klejs fra En Jord samt Tim Gudmand-Høyer fra Rambøll har arbejdet tæt sammen om den første prototype på et betonelement med kerne af stampet ler.

Foto: Henrik Malmgreen

Hvis man for blot få år siden havde sagt, at beton og stampet ler ville blive partnere i dansk byggeri, ville man formentlig være blevet anset for at være en smule småskør. Ikke desto mindre er det lige præcis det, der er på vej til at ske. Ingen ved præcist, hvornår de første betonelementer med kerne af stampet ler vil finde vej ind i et konkret byggeprojekt, men det er lige på trapperne - i hvert fald, hvis man skal tro Troels Dam Madsen fra Henning Larsen Arkitekter.

”Jeg kan selvfølgelig ikke love, at planerne bliver realiseret, men vi er i dialog med en bygherre, der har vist interesse for at anvende den slags elementer i forbindelse med opførelse af ungdomsboliger.” Sådan fortalte Troels Dam Madsen ved et arrangement for nylig, hvor Tim Gudmand-Høyer fra Rambøll havde inviteret interesserede fra byggebranchen til et ”Preclay Touch and Go” arrangement med mulighed for at se og røre ved et betonelement med kerne af stampet ler.

Der føles og mærkes på det nyskabende betonelement under arrangementet ”Preclay Touch and Go”, som blev afviklet lige før sommerferien. Flere spørgsmål gik på, hvorledes man forbinder ler og beton. Det sker via en uarmeret, fortandet fuge.

Foto: Henrik Malmgreen

ET HELT LOGISK UDVIKLINGSTRIN

Det fandt sted lige før sommerferien hos virksomheden En Jord, hvor indehaver Johan Klejs i mere end otte år har arbejdet med produktion af mursten og murblokke i stampet ler. De anvendes allerede i dag til bærende vægge samt skillevægge inden døre, og planen er, at de på sigt også skal kunne benyttes udendørs. I den sammenhæng kommer modstandsdygtighed over for faktorer som fugt og frost dog til at spille en afgørende rolle for anvendeligheden, hvilket først skal testes grundigt.

Næste logiske anvendelsesmulighed er således at erstatte kernen i betonelementer til indvendigt brug med stampet ler. Logisk, fordi Tim Gudmand-Høyer, der har initieret projektet, allerede er involveret i et projekt, hvor man arbejder med at erstatte kernen med en svagere betontype, der belaster CO2-regnskabet mindre, samt et projekt, hvor man arbejder med at erstatte kernen med dele af genbrugte betonelementer.

Johans Klejs fra En Jord, Helle Nørgaard Beck fra Heidelberg Materials Precast Danmark og Troels Dam Madsen fra Henning Larsen Arkitekter kigger nærmere på den produktionsproces, som En Jord har arbejdet med gennem de seneste otte år.

Foto: Henrik Malmgreen

SKAL SIKRE FORTSAT RELEVANS

”En dag ringede Tim Gudmand-Høyer til mig for at høre, om jeg kunne hjælpe ham med at fylde en betonramme op med stampet ler. Det er et lille halvt års tid siden, og nu står vi så her med den første egentlige prototype,” fortæller Johans Klejs fra En Jord, der sammen med Troels Dam Madsen fra Henning Larsen Arkitekter og Helle Nørgaard Beck fra Heidelberg Materials Precast Danmark er partnere i projektet.

”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi lever af at sælge betonløsninger. Men vi er meget bevidste om, at vi bliver nødt til at være med til at udvikle den måde, vi bygger på. Ellers risikerer vi på sigt at koble os selv af som relevant leverandør. Vi kan ikke undvære beton i byggeriet, men med blik på klimaaftrykket er det nødvendigt at finde en passende balance gennem hele et byggeris konstruktion og statik,” forklarer Helle Nørgaard Beck.

På undersiden af betonrammen er monteret en plade, der er med til at holde på den stampede ler på plads. Et af de kritiske momenter i arbejdet med stampet ler er fugtigheden, som gerne skal være på cirka 8-9 procent.

Foto: Tim Gudmand-Høyer

BYGHERRERNE DRIVER UDVIKLINGEN

Det er netop i emnerne konstruktion og statik, at Tim Gudmand-Høyer finder argumentation for at initiere projektet og dermed udfordre beton som materiale. Hans spørgsmål til byggebranchen er affødt af de andre projekter, han er involveret i, og lyder ganske enkelt: Behøver vi så meget styrke som vi arbejder med i dag, i et byggeris øverste etager? Tim Gudmand-Høyer selv er ikke i tvivl om svaret.

”Jeg tror, jeg er på linje med mange andre, der mener, det er overdreven brug af materialet at arbejde med samme betonstyrke og samme statik i alle et byggeris etager. Blandt andet derfor synes jeg, det er interessant at betragte anvendelsen af ler i byggeriet ud fra en industrialiseret tankegang,” siger Tim Gudmand-Høyer. Han er dog godt klar over, at bygherrerne skal med, før end konceptet for alvor kan realiseres.

Kernen i betonelementet stampes af to omgange med henblik på at gøre konsistensen så ensartet og kompakt som muligt. Processen indebærer derfor stampning af to lag på hver 10 centimeter. Den virker lovende, men der er endnu et stykke vej til industriel produktion i fuld skala.

Foto: Tim Gudmand-Høyer

VI KAN ALLE GØRE HINANDEN BEDRE

Samme holdning har Troels Dam Madsen, der forklarer, at det gælder om at komme tilbage til en tektonik, hvor byggematerialerne anvendes lidt mere nøgternt. Helt på linje med Tim Gudmand-Høyer siger han, at vi slet ikke udnytter betonens kapacitet optimalt. I hans optik har byggebranchen i lidt for høj grad slået ring om sig selv, så derfor er han glad for, at der nu er velvilje til at kigge på såvel nye materialetyper som nye produktionsformer.

”Jeg ser en stor mulighed for at skabe synergi på tværs af værdikæden, hvor vi kan være med til at gøre hinanden endnu bedre ved at samle tværfaglige erfaringer. Faktisk har stampet ler mange gode egenskaber, og ud over de konstruktionsmæssige egenskaber vil stampet ler gøre det nemmere at konvertere et byggeri til nye formål. Der er nemlig mange af de klassiske betonbyggerier, som statikerne ikke vil røre ved grundet statisk usikkerhed,” forklarer Troels Dam Madsen.

En af udfordringerne ved fremtidig brug af betonelementer med kerne af stampet ler er Bygningsreglementet. Med denne teknologi er vi ude i en hybridzone, som reglementet - i hvert fald ikke endnu - tager højde for.

Foto: Tim Gudmand-Høyer

MÅ IKKE GLEMME DEN SUNDE FORNUFT

Det er en holdning, som Johan Klejs bakker op om, for når de statistiske beregninger primært er koncentreret i konstruktionen af elementets betonramme, er det så at sige blot at banke den stampede lerkerne ud, opløse den i vand og genbruge den til nye kerner i nye betonelementer. Selve betonrammen skal nok blive stående, ganske enkelt fordi den er designet til at bære den beregnede vægt alene.

”Det er dog vigtigt at pointere, at vi lige nu er i et sandkasseprojekt, hvor vi kun eksperimenterer. Jeg ser et stort potentiale i alternative løsninger til byggeriet, men det siger sig selv, at vi skal finde nogle bygherrer og arkitekter, der ser lyset i det her. Samtidig er det vigtigt, at vi håndterer processen på en fornuftig måde, da det ikke kun er vigtigt, at vi kigger på materialer og processer, men også på økonomi og fornuft,” slutter Helle Nørgaard Beck fra Heidelberg Materials Precast Danmark.

 

Henrik Malmgreen
Skrevet af:

Henrik Malmgreen

Relateret indhold