Lars Reimer, teknisk chef (Til venstre) og Dennis Mathiasen, direktør hos CRH Concrete A/S (Til højre) deltog i BIBM konferencen i Rom. Lars er også udvalgsleder for teknisk udvalg i Betonelement-Foreningen ligesom Dennis Mathiasen også er bestyrelsesleder for bestyrelsen i Betonelement-Foreningen.
Foto: Marianne BoelskifteDen europæiske betonelementbranche befinder sig i en brydningstid, hvor krav til dokumentation, miljø og ressourceforbrug hurtigt breder sig til alle lande. For at sikre, at danske erfaringer og interesser bliver hørt på EU-niveau, har Dennis Mathiasen indtaget en nøgleposition i BIBM (Federation of the European Precast Concrete Industry).
Med sin daglige rolle som direktør for CRH Concrete A/S og som bestyrelsesleder for Betonelement-Foreningen træder Dennis Mathiasen ikke ind på ukendt grund. CRH Concrete har tradition for stærkt engagement i den europæiske organisation. Tidligere har Stefan van Buggenhout fra CRH Belgien og Claus Bering, CRH Danmark, i mange år varetaget bestyrelseslederposten i BIBM. Den nye bestyrelsespost er således udtryk for en strategisk og bevidst kontinuitet på vegne af Betonelement-Foreningen i Danmark.
Samarbejde om fælles tekniske og bæredygtighedsmæssige udfordringer har høj prioritet og kræver tæt koordinering og dialog i regi af BIBM. Dennis Mathiasens primære ambition i bestyrelsen bliver at synliggøre betonens samfundsmæssige fordele i en tid, hvor branchen skal balancere grønne klimakrav med en effektiv produktivitet.
BIBM kongressen blev afholdt i Rom, lidt uden for centrum, med en meget fin udsigt ud over et af de grønne områder.
Foto: Marianne BoelskifteFor Betonelement-Foreningen er det fortsat vigtigt at støtte det europæiske organisationsarbejde. Dennis Mathiasen ser sin indtræden som en væsentlig opgave, der skal bygge bro mellem de nationale og europæiske dagsordener. Han understreger vigtigheden af at være tæt på de politiske processer i Europa:
”BIBM er indgangen til at påvirke al regulering, der vedrører beton og især betonelementer gennem eurocode, europæiske standarder med mere. Det glæder mig at have muligheden for at præge, hvilke emner og holdninger BIBM arbejder for at fremføre, og det kan jeg gøre via mit mandat på vegne af Betonelement-Foreningen.”
Rom er kendt for sin enorme bygningskulturarv og Colosseum er et af dem. De mange turister i byen betages af bygningerne på alle tider af døgnet – her ses den i månelyset.
Foto: Marianne BoelskifteDe europæiske lande oplever forskellige udfordringer på markedet for betonelementer. Mens præfabrikerede elementer er udbredt i nogle lande, foretrækker man in-situ-støbninger andre steder. I visse lande spiller træ en væsentlig rolle som byggemateriale, og flere lande står desuden over for omfattende renoveringsbehov i deres eksisterende bygningsmasse.
Politisk er der forskellige prioriteringer, især når det gælder bæredygtighed. Det giver Danmark en mulighed for at fastholde fokus på bæredygtighed og innovation samt bidrage positivt til den europæiske udvikling.
Betonelement-Foreningen takker Dennis Mathiasen for at varetage opgaven på vegne af Danmarks interesser.
BIBM – oprindeligt: Bureau International du Béton Manufacture – blev grundlagt i 1954 og har siden ændret navn til ”Federation of the European Precast Concrete Industry”. Organisationen fungerer som fælles platform for den europæiske betonelementbranche. I Danmark varetager Betonelement-Foreningen (under Dansk Industri) de danske interesser i BIBM og har eksisteret siden 1958.
BIBM repræsenterer samlet omkring 8.000 fabrikker med cirka 150.000 ansatte og en samlet omsætning på omkring 35-40 milliarder euro.