09.04.26 Nyheder

CO₂-fangst og betonelementernes fremtid: Tema på medlemsmøde i Betonelement-Foreningen

Denne artikel er skrevet af

Betonelement-Foreningen

CO₂-fangst kan styrke betonelementers konkurrenceevne i fremtidens byggeri. Med fortsat innovation og øget dokumentation tegner der sig et billede af, at beton også i et CO₂-bevidst samfund har sin berettigelse. Dette var et centralt tema på Betonelement-Foreningens medlemsmøde, hvor teknisk viden, brancheindsigter og konkrete erfaringer med CO₂-fangst stod øverst på dagsordenen.

Foto: Marianne Boelskifte

Betonelement-Foreningen afholder årligt et medlemsmøde for de medlemmer, der beskæftiger sig med projektering af betonelementer til nye byggeprojekter. På dette års møde indledte Dansk Beton med at præsentere sin nye strategi. Herefter blev Carbon Capture and Storage (CCS) præsenteret både som metode, med fokus på Aalborg Portlands kommende CO₂-fangstanlæg, samt den potentielle indvirkning på betonelementernes samlede CO₂-aftryk.

CO₂-fangstanlæg hos Aalborg Portland – forskellige teknologiske veje

Mange opfatter måske CO₂-fangst som én enkelt teknologi, men virkeligheden er langt mere nuanceret. Jacob Thrysøe fra Aalborg Portland gav på mødet en grundig og lettilgængelig gennemgang af den metode, som cementproduktionen i Aalborg vil anvende ved virksomhedens kommende CCS-anlæg.

”I første omgang renses røggassen for partikler og vanddamp, før den ledes videre ind i CCS-fangstanlægget, der i to trin separerer CO2 ud af røggassen: Først separeres CO₂ delvist fra den sammensatte røggas ved hjælp af en PSA gasseparator. Herefter  nedkøles den nu opkoncentrerede CO2-røggas til -50 °C, hvorved CO₂’en går på flydende form, og den sidste rest af øvrige gasser separeres fra,” fortalte Jacob Thrysøe og fortsatte:

”Den helt rene og flydende CO2 konverteres efter CCS-anlægget til gasform igen, og sendes via en 60-70 km lang rørledning til slutdeponi et sted i Jylland, hvor den pumpes dybt ned i undergrunden til sikker opbevaring. Selve CCS-anlægget opføres af firmaet Air Liquide, der har samlet rensemetoderne i deres ”CRYOCAP™ FG” teknologi. ”.

Processen benytter således ingen giftige kemikalier, men udelukkende elektricitet, og skal fange  cirka 1.400.000 tons CO2 fra cementproduktionen pr. år fra 2030. Hertil er der i anlægget indbygget et varmegenvindingsanlæg, der skal levere fjernvarme til Aalborg Forsyning, svarende til cirka 20.000 husstandes forbrug.

Løsningen, som Aalborg Portland etablerer, afviger fra den, der anvendes hos Heidelberg i Norge, hvilket illustrerer, at der ikke findes én universalløsning, men flere teknologiske veje til at nå målet om at reducere CO2-aftrykket fra cementproduktion.

Hvordan påvirker CO₂-fangst betonelementer?

Heidelbergs anlæg i Norge er allerede i drift, og derfor kunne Driton Ramadani, Sustainability Manager fra Heidelberg Materials Precast Denmark, på mødet fremvise konkrete eksempler på, hvordan CO₂-fangst får betydning for fremtidens betonelementer, herunder vægge og huldæk.

Med CO₂-fangst – der kan indgå i produkterne på forskellig vis – kan vægelementer (200 mm) udført som EVO BUILD ende med kun at udlede 80,2 kg CO₂ pr. ton, mens EVO Zero udleder ned til 57,1 kg CO₂ pr. ton. For huldæk (200 mm) viser tallene for EVO BUILD 71,9 kg CO₂ pr. ton og for EVO Zero 49,1 kg CO₂ pr. ton.

”Vi har gennem flere år optimeret vores produkter med fokus på materialeforbrug og design, og det er meget tilfredsstillende at konstatere, at vi kan reducere udledningen med henholdsvis 51-52 % og 65-67 % for vægge og huldæk i forhold til branche-EPD’erne i tabel 7,” fortalte Driton Ramadani.

Foto: Heidelberg Materials Precast Denmark A/S

”Vi har gennem flere år optimeret vores produkter med fokus på materialeforbrug og design, og det er meget tilfredsstillende at konstatere, at vi kan reducere udledningen med henholdsvis 51-52 % og 65-67 % for vægge og huldæk i forhold til branche-EPD’erne i tabel 7,” fortalte Driton Ramadani.

Selvom metoderne og beregningerne varierer mellem Heidelberg og Aalborg Portland, forventer branchen, at cementproduktionens CO₂-aftryk vil blive markant reduceret, hvilket vil gøre beton mere konkurrencedygtig i CO₂-regnskabet sammenlignet med alternative byggematerialer.

Betonelementbranchens fremtid

Medlemmerne viste stor interesse for fremtidsperspektiverne for CO₂-udledning i branchen. Betonelementproducenterne arbejder hver dag målrettet på at optimere design og materialeanvendelse med henblik på at reducere betonforbruget mest muligt, så hvis også cementen i sig selv får reduceret CO2-aftrykket er betonen virkelig attraktiv med sine robuste og langtidsholdbare egenskaber.

Medlemsmødet afholdes i Betonelement-Foreningen en gang om året hvor kon-kollegaer mødes og udveksler erfaringer fra deres dagligdag. Og lige præcis reduktion af CO2-aftrykket fylder hver dag hos betonproducenterne, så præsentationerne om en positiv fremtid faldt i god i jord.

Relateret indhold