01.12.25 Nyheder

Netværk og tidlig involvering – nøglen til bæredygtig innovation i betonbranchen

Denne artikel er skrevet af

Betonelement-Foreningen

Mere innovation og lavere CO2 i byggeriet kræver, at rådgivere, arkitekter og leverandører arbejder tættere sammen helt fra opstarten af projekterne. Betonelement-Foreningens nye interessemedlem, Invisible Connections, vil gerne vise hvordan tværfagligt samarbejde og løsninger kan optimere både konstruktion, arbejdsmiljø og klimaaftryk.

Billedet er fra England og viser brugen af Invisible Connections' BSF-løsninger til både LB-Bjælker og almindelige dragere, hvor man har brugt konsolløse søjler og i stedet BSF-løsninger. Måden den fungerer på, er via en indstøbt bjælkedel med teleskopisk udskudsblad, der skubbes ind i søjledelen. Når bjælken er monteret, udstøbes samlingen med ekspanderende beton.

Foto: Invisible Connections AS

Tidlig dialog giver grønne gevinster

Når projekter i byggebranchen planlægges, går innovation og bæredygtighed nemt tabt, hvis leverandører og producenter først inviteres ind sent i processen. Det oplever Bjarke Hakmann, Region Sales Manager i Danmark for Invisible Connections, ofte. ”Rådgivere styrer ofte efter velkendte løsninger, som er velafprøvede – men vi skal turde bruge tid på samspil og faglig sparring tidligt, hvis vi skal flytte branchen,” siger Bjarke Hakmann.

Et konkret eksempel kom til udtryk i hovedkvarteret for BIG, hvor Invisible Connections bidrog med en specialtilpasset loftskonstruktion, der opfyldte både arkitektoniske og bæredygtige krav. Resultatet blev en elegant og materialeeffektiv løsning, realiseret gennem tæt projektanalyse og hurtig tilpasning af deres komponenter. Erfaringen viser, at samarbejdet på tværs kan give både mere kreative og ressourcebesparende løsninger.

Invisible Connections bidrog med en specialtilpasset loftskonstruktion, der opfyldte både arkitektoniske og bæredygtige krav i hovedkvarteret for BIG.

Foto: BIG

Bæredygtighed og effektivitet gennem konstruktiv udvikling

Både klimaparametre og arbejdsmiljø vejer tungt, når nye byggesystemer udvikles. Invisible Connections har for eksempel optimeret løsninger for trapper og søjler, så man kan reducere betonforbruget og dermed sparre en del CO2 sammenlignet med traditionelle metoder. Samtidig omfatter deres produkter smarte forbindelser, der gør montage nemmere og mere sikker – og i én løsning reduceres CO2-aftrykket fra forbindelsen markant via genanvendeligt plast og mindre stål.

Billedet viser konsolløse samlinger, med Invisible Connections' BSF-løsning i flere forskellige retninger.

Foto: Foto: Invisible Connections AS

Netværk gør vejen kortere fra idé til handling

Ifølge Bjarke Hakmann er de største fremskridt i både innovation og CO2-reduktion ofte et resultat af dialog på tværs mellem arkitekter, ingeniører og producenter. Han peger på branchearrangementer og netværkssamarbejder som en vigtig driver: ”Når vi samles på tværs, bliver løsninger hurtigere til virkelighed – og vi finder ofte muligheder, som ingen enkelt aktør kunne have udviklet alene.”. Derfor er Betonelement-Foreningen et godt sted at møde andre og vi ønsker også at mødes med resten af værdikæden i branchen.

Invisible Connections – baggrund og produkter

  • Norsk virksomhed grundlagt i 1987 af Svein Berg. Nils Magne Dahle der er CEO for virksomheden
  • Udvikler og producerer specialiserede forbindelser til betonkonstruktioner, især usynlige samlinger mellem for eksempel reposer, trapper og søjler.
  • Typisk anvender virksomheden kombinationer af stål og genanvendeligt plast (HDPE) for at reducere både materialeforbrug og CO2-aftryk.
  • Løsningerne gør det muligt at optimere konstruktioner, reducere montagetider samt forbedre arbejdsmiljø og sikkerhed på byggepladsen.
  • Invisible Connections er aktiv i Norge, Danmark og England samt via forhandlere i en række europæiske lande.

Bjarke Hakmann, Regional Sales Manager i Danmark.

Foto: Invisible Connections AS

Relateret indhold