06.05.25 Nyheder

Europa-Kommissionen: byggeri er nøglen til at nå industrielle, økonomiske, miljømæssige og sociale mål

Denne artikel er skrevet af

Betonelement-Foreningen

Construction 2050 Alliancen, der repræsenterer over 50 organisationer på tværs af byggeriets værdikæde, har udgivet et manifest, der fremhæver den afgørende rolle, som byggebranchen spiller for Europas fortsatte udvikling og konkurrenceevne. Betonelement-Foreningen er medlem i BIBM, som er en af de 50 organisationer bag manifestet.

Betonelement-Foreningen arbejder tæt sammen med den europæiske betonelementforening BIBM (Federation of the European Precast Concrete Industry). Samarbejdet bidrager til et bredere perspektiv på de udfordringer, den europæiske betonbranche står overfor i de kommende år. Selvom mange af de udfordringer, som lande i Europa står overfor, er ens, står de enkelte nationer også med specifikke udfordringer.

Der er en global efterspørgsel efter bygninger, der kan imødekomme både aktuelle og fremtidige behov. Der er behov for nybyggeri. Samtidig må vi adressere store udfordringer som dekarbonisering, ressourceeffektivitet, tilgængelige boliger og mangel på kvalificeret arbejdskraft. Byggesektoren i Europa søger politisk prioritering for at tackle disse udfordringer  – en sektor der bidrager med 10 procent til EU's BNP og beskæftigelsen af 25 millioner mennesker.

Manifestet opfordrer EU's beslutningstagere til at fokusere på:

  • Bæredygtighed og cirkularitet for at fremme den grønne omstilling
  • Digitalisering for at øge effektiviteten og drive innovation
  • Kompetenceudvikling for at imødekomme behovene i arbejdsstyrken
  • Overkommelige priser for at sikre adgang til bolig og infrastruktur

Construction 2050 Alliancen efterspørger en struktureret dialog med EU-institutionerne for at implementere prioriteterne i konkrete politikker, der vil styrke sektoren og bidrage til opbygningen af et mere robust og konkurrencedygtigt Europa.

Læs mere om manifestet her