12.05.22 Nyheder

BETON PÅ TVÆRS AF HISTORIEN

Tema: Betonarkitektur

Inspireret af et brutalt krigsmonument i armeret beton og den vilde natur langs den jyske vestkyst er der skabt arkitektur i verdensklasse med museet Tirpitz i Blåvand. Her mødes nye, smukke in-situ støbninger med rustik og forrevet jernbeton fra besættelsesårene

 

De fire gallerier ligger under terræn, men store vinduespartier sørger for, at dagslyset strømmer ned i udstillingsområdet.

Martin Schubert.

Udstillingsgalleri med et svævende, formspændt betondæk, der kun hvi- ler på de ydre vægge

Langs den jyske vestkyst ligger tyske bunkere fra 2. verdenskrig henkastet som invasive betonklodser i det bløde klitlandskab. En af disse bunkere er Tirpitz i Blåvand, som arkitektfirmaet BIG i 2017 kunne præsentere en ny og moderne museumsbygning i tilknytning til.

I modsætning til den originale bunker er den nye udstillingsbygning så integreret i det vestjyske klitlandskab, at den næsten forsvinder ind i landskabet. Selvom det nye byggeris materialevalg i stål, glas og beton er i dialog med det originale fæstningsværk, så fremstår BIGs arkitektur på alle måder som en antitese til den tunge, dystre og lukkede Tirpitz-bunker.

Det var et myndighedskrav, at den nye museumsbygning skulle underordne sig naturen. Den er opført i et fredet klitlandskab, og der blev kun givet tilladelse til byggeriet, fordi der ikke er tale om en naturlig klit. Bygningen ligger, hvor der tidligere var en sandrampe anlagt af den tyske besættelsesmagt, og bygherren fik kun tilladelse til at flytte sandrampen under forudsætning af, at landskabet ville blive genskabt.

Det er lykkedes så godt, at det kan være svært at få øje på den nye toetages museumsbygning, når man nærmer sig den. Bygningen forsvinder ned i sandet, og den del, der stikker op, føjer sig diskret og harmonisk ind i det omkringliggende klitlandskab med dets vegetation og bakkede former. På de fire skrånende tagflader er der plantet marhalm, og det underspillede byggeri kan på afstand ligne en sandklit med fire dybe stier. På den måde er byggeriet med til at iscenesætte Tirpitz-bunkeren som det fremmedelement, den er i det vestjyske klitlandskab.

MUSEUM TIRPITZ

MUSEUM TIRPITZ
BYG HERRE: Museum Center Blåvand Fonden
ARKITEKT: BIG, Bjarke Ingels Group
INGENIØR: Ingeniør: Fuldendt
STØRRELSE: 2.500 kvm.
BYGGEPERIODE: Januar 2015 – maj 2017
BUDGET: 115 mio. kr.

REFERENCE OG MARKØR

Ligesom i den gamle Tirpitz-bunker er beton også et vigtigt byggemateriale i den nye udstillingsbygning, men her fremstår betonen med det anvendte formsprog helt anderledes let. Materialet tjener både som en reference til den gamle bunker, men også som en arkitektonisk markør i det nye byggeri.

Her er der anvendt 4.400 kubikmeter beton til at støbe fire tagdæk på hver 375 kvadratmeter.

De formspændte betondæk hviler kun på de ydre vægge, og de er således ikke forbundet til glasvæggene ud mod det indre gårdrum i byggeriet.

For at opnå den visuelle lethed med det svævende tag er der til væggene anvendt betonkonstruktioner med bagvedliggende pilastre, hvortil man har forankret de fire udkragende, formspændte betondæk.

De dobbeltkrumme dæk er støbt i én støbning med en tykkelse på 1,2 meter langs kanten og kun 35 centimeter i de yderste hjørner. For at holde tagdækkets spændte form, er der indstøbt stålarmeringskabler med cirka 15 centimeters mellemrum, der er blevet spændt op, efter at betonen er hærdet.

Med den fremgangsmåde kan tagdækket bevæge sig en anelse op og ned, og det er der brug for, når tagkonstruktionen skal mødes med store glaspartier.

Tirpitz-bunkeren ved Blåvand var tænkt som en del af Atlantvolden, men den nåede ikke at blive bygget helt færdig, inden krigen var slut.

Den rustikke og forrevne betonkonstruktion i den mere end 75 år gamle bunker.

Det centrale bunkerrum, som den besøgende kan udforske ved at pege med projektøren.

UNDERJORDISK TUNNEL

”En hær af beton” er titlen på en af de faste udstillinger i den nye museumsbygning. Den fortæller blandt andet om den rolle, som Tirpitz-bunkeren var tiltænkt i det tyske kystforsvar, Atlantvolden, der havde til formål at forhindre en allieret invasion på det europæiske fastland.

Gennem en underjordisk tunnel, der forbinder den nye udstillingsbygning med den gamle bunker, kan museets gæster gå direkte fra udstillingen og over i det mere end 75 år gamle fæstningsværk og komme helt tæt på den krig, der skulle have været udkæmpet her. På vej ud af tunellen bevæger man sig over tærsklen fra den nye beton og lige ind i det rustikke og forrevne betonværk, hvor man bag de tre og en halv meter tykke og stærkt armerede mure får et dystert kig ind i den tyske krigsmaskine. Længere væk fra BIGs æstetiske leg med betonen er det svært at komme. ■

TIRPITZ-STILLINGEN

Tirpitz-stillingen omfatter to kanonbunkere, som den tyske værnemagt opførte som en del af Atlantvolden, der strakte sig langs Nordsøens kyster fra Nordkap i nord til Pyrenæerne i syd. Sammen med Batteri Grådyb på Fanø skulle Tirpitz-stillingen sikre indsejlingen til Esbjerg.

Opførelsen af de to kanonbunkere blev påbegyndt i juli 1944. De skulle efter planen have været operationsdygtige i september 1945, men inden da havde Tyskland kapituleret, og bunkerbyggeriet blev derfor aldrig afsluttet.

Fuldt udbygget skulle Tirpitz-stillingen have omfattet yderligere 13 bunkere til blandt andet mandskab, ammunition og antiluftskyts.

Det er den sydlige kanonbunker, der er indrettet som museum, suppleret af BIGs nye museumsbygning.

Skrevet af:

Thomas Møller

Relateret indhold