21.02.23 Nyheder

90.000 KVM NYBYGGERI BLIVER ET VISUELT FYRTÅRN FOR ESBJERG

Projektet er designet af Bjarke Ingels Group (BIG) og kommer blandt andet til at rumme en uddannelsescampus på 30.000 kvm, hvor såvel allerede etablerede som nye uddannelser i byen får helt nye udfoldelsesmuligheder. På sigt kan det betyde et helt nyt potentiale for flere uddannelser inden for byggebranchen.

Området på de 90.000 kvm er et område nord for Esbjerg Havn, der allerede er indvundet. Projektet bliver et nyt vartegn for Esbjerg by, som både kommunens borgere og skulpturen Mennesket ved Havet med de fire hvide mænd kan glæde sig til at kigge på. Det nye campus bliver hjemsted for en helt ny uddannelsesplatform, der vil gentænke det traditionelle uddannelsessystem.

Foto: Visualisering af BIG

I Esbjerg har man en ambitiøs drøm om både at markere sig som en attraktiv studieby og at markere sig som en by, der kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft. For selv om man i forvejen har en lang række uddannelser, blandt andre maskinoperatøruddannelsen samt bygningskonstruktøruddannelsen på Erhvervsakademi Sydvest, oplever området en vigende interesse blandt de unge. Dels fordi antallet af unge er faldende, dels fordi mange ikke vender tilbage, hvis de først har forladt byen i studiemæssigt øjemed.

”Derfor vil vi gerne gøre en indsats for at styrke interessen for at studere i Esbjerg samt ikke mindst blive her og arbejde”, siger Lone Saaby, der er direktør i Education Esbjerg, som er en af initiativtagerne til projektet i samarbejde med Esbjerg Kommune, det lokale erhvervsliv og de eksisterende uddannelsesinstitutioner. Samtidig vil man gøre en indsats for at tiltrække en række nye uddannelser til byen, ligesom en ny og spændende campus skal være med til at revitalisere og ikke mindst digitalisere en række uddannelsestilbud.

Udover uddannelseskonceptet har Education Esbjerg leveret en samlet masterplan for hele Esbjerg Strand, som med uddannelsesbygningerne omfatter 90.000 kvm byggeri, der varierer i højde fra 3 til 11 etager. Derved skabes en ny, sammenhængende karré, som følger havneøens form. Bygningen omkranser en stor central park, der skal fungere som havneøens grønne hjerte.

Foto: Visualisering af BIG

Et helt nyt vartegn for byen

Esbjerg Strand er et område lige nord for Esbjerg Havn, og her er et område på 90.000 kvm til rådighed for nybyggeri. Education Esbjerg har fået arkitekthuset Bjarke Ingels Group (BIG) til at lave et skitseprojekt, hvor cirka 60.000 kvm blandt andet skal anvendes til boliger og blandede erhvervslejemål, mens andre 30.000 kvm skal rumme den nye uddannelsescampus. Ifølge borgmester Jesper Frost Rasmussen, er der lavet beregninger på projektet, som viser det kan etableres side om side med erhvervshavnen, og han glæder sig til at se det realiseret snarest.

”Der er ikke nogen tvivl om, at det bliver et nyt vartegn, som både kommunens borgere og vores skulptur Mennesket ved Havet med de fire hvide mænd kan glæde sig til at kigge på. Projektet vil blive et visuelt fyrtårn for, hvad vi kan i byen”, forklarer Jesper Frost Rasmussen om byggeriet, der skal placeres på et område, som er allerede er indvundet nord for erhvervshavnen. I stedet for at vente på, at virksomheder henvender sig med interesse for at bygge, har man altså valgt at tage sagen i egen hånd og fremskynde byudviklingen.

Education Esbjerg har sikret sig forkøbsretten til jord på havneøen, der skal bruges til at realisere E.1. Men ud over uddannelseskonceptet E.1 kommer resten af området desuden til at indeholde cirka 44.000 kvm boliger og 16.000 kvm med blandede erhvervslejemål. Det vil sige, at projektet samlet set kan betragtes som et byudviklingsprojekt, der vil blive et helt nyt vartegn for Esbjerg.

Foto: Visualisering af BIG

Byggeriet bliver certificeret

Ifølge Jesper Frost Rasmussen vil byggeriet blive bæredygtighedscertificeret efter DGNB-standarden, lige som der er lagt vægt på, at der bliver tale om en grøn bydel med masser af grønne områder såvel i byggeriets midte som på tagene. Omkring realisering af selve uddannelsesbyggeriet har Education Esbjerg indgået en samarbejdsaftale med AP Ejendomme, mens kommunen arbejder henimod at etablere et arealudviklingsselskab med henblik på realisering af resten af projektet, der først skal detailplanlægges.

Selve uddannelsesbyggeriet med campus som det centrale bindeled er blevet døbt E.1, og indtil videre har udmeldingerne fra uddannelsesinstitutionerne været positive. Også fra Syddansk Universitet og Aalborg Universitet, der i forvejen er repræsenteret i kommunen. Over årene har Esbjerg nemlig forvandlet sig fra en by med fiskeriet i centrum til en by, hvor der i stadig højere grad bliver brug for arbejdskraft med teknologisk kompetence.

Fra venstre ses Morten Albæk, filosof, forfatter, founder og CEO, Voluntas, Peter Olsson, adm. direktør AP Ejendomme, Peter Kirk Larsen, advokat og Managing Partner Kirk Larsen & Ascanius, Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune, Bjarke Ingels, Founder & Creative Director BIG Group, Henrik Uhd Christensen, CEO Viking Life Saving Equipment og Lone Saaby, direktør Education Esbjerg ses her ved præsentationen af projektet.

Foto: Christer Holte/Education Esbjerg

Her skabes fremtidens uddannelser

”Esbjerg er både blevet centrum for en lang række vindmølleaktiviteter, lige som Power-to-X aktiviteter også er begyndt at røre på sig her i kommunen. Derfor har vi brug for unge mennesker, der både kan tænke sig at uddanne sig her i kommunen og at fortsætte med at arbejder her efter endt uddannelse”, siger Lone Saaby. Hun siger videre, at den nye campus naturligvis skal tage de nyeste metoder i brug i forbindelse med undervisningen forstået på den måde, at de unge mennesker skal uddannes til fremtiden.

”Med uddannelseskonceptet E.1 skaber vi fremtidens rammer for uddannelse med de unge i centrum. Det er ikke bare en vision - det er en pligt. Vi er forpligtede til at tænke uddannelse anderledes og se på vores studerende på en ny måde for at skabe større trivsel, mere meningsfuldhed og bedre sammenhæng til arbejdsmarkedet”, siger Peter Kirk Larsen, en af initiativtagerne til projektet og medlem af bestyrelsen i Education Esbjerg.

Fakta:

Uddannelseskonceptet E.1

  • E.1 er et uddannelseskoncept, der har særligt fokus på trivsel, virksomhedssamarbejde og digitalisering.
  • Med en blanding af sociale aktiviteter, personligt tilrettelagte udviklingsforløb og løbende trivselsmålinger øges studerendes trivsel under uddannelse.
  • E.1 bygger ovenpå Education Esbjergs allerede succesfulde initiativer - et mentorprogram samt et graduate program - og tilføjer løbende flere nye tilbud til studerende og virksomheder, der understøtter overgangen E.1 er en 100 pct. digitalt understøttet uddannelsesplatform, hvor ny teknologi skaber nye muligheder for samarbejde og læring.

(Kilde: Education Esbjerg)

Henrik Malmgreen
Skrevet af:

Henrik Malmgreen

Relateret indhold