06.07.22 Nyheder

Klar til storstilet teststøbning

Efter flere års forberedelser er hovedentreprenøren på tunnelen under Femern Bælt, Femern Link Contractors (FLC), nu klar til at udføre de første prøvestøbninger af et tunnelelement, der skal sikre, at produktionsmetoderne kan skaleres op til fuld størrelse i løbet af de kommende år.

Der er tale om en særdeles omfattende test, en såkaldt Full Scale Trial Test, hvis formål er at teste såvel støbeproces som materialer og teknikker. Desuden er det målet at indsamle vigtig erfaring som grundlag for det videre arbejde. Støbningen af Full Scale Trial Cast udføres hen over sommeren. (Foto: Femern A/S)

FAKTA OM FULL SCALE TRIAL TEST

  • Der bygges 6 produktionslinjer til tunnelelementerne, nemlig 5 linjer til standardelementerne og 1 linje til specialelementerne. Standardelementerne fremstilles i de 3 haller, mens specialelementerne fremstilles udendørs.
  • Der støbes i alt 79 standardelementer og 10 specialelementer.
  • Hvert standardelement består af 9 segmenter, der støbes som serieproduktion. Det vil sige, der skal støbes 711 segmenter i alt.
  • Hvert segment fremstilles under høje kvalitetskrav, der skal sikre, at betonen er revnefri, at segmentet overholder alle dimensioner. Samtidig skal de fremstilles og støbes så effektivt som muligt.
  • For at sikre, at fremstillingen af segmenterne kommer til at opfylde alle kvalitetskrav samt for at undgå fejl ved støbning af de første segmenter, laves der en fuld skala model af en del af segmentet, og støbningen simuleres således under næsten realistiske betingelser.
  • Støbeprocessen udføres efter en nøje planlagt sekvens, således at alle hulrum udfyldes og der ikke opstår ”fuglereder” i betonen, hvilket kan afsløre om betonen er vibreret korrekt under støbningen.
  • Betonen til prøvestøbningen blandes i et betonblandeanlæg, som allerede er etableret på Femern projektet.
  • Fuld skala støbningen består af bredden af ca. 1,5 x tog tunnel rør (de 2 motorvejs spor udelades) og længden af segmentet fremstilles i 12 meters længde. Prøvestøbningen foretages ligeledes i flere stadier således at man blandt andet tester støbesekvens og vibrering af betonen under støbningen, afhærdningsprocessen, flytningen af et støbt segment samt støbning ved samlingen mellem 2 segmenter.
  • Mekanismen, der skubber armeringsstålet ind i formen, den hydrauliske understøtning samt skubbemekanismen, der skal flytte det støbte segment testes ligeledes.
  • Med andre ord er hovedformålet med Fuld Scale Trial Cast at teste proces, materialer og teknikker, samt indsamle vigtige erfaring.
  • Støbningen af Full Scale Trial Cast forventes udført i løbet af sommeren 2022.
Skrevet af:

Henrik Malmgreen

Relateret indhold