06.02.21 Nyheder

GENBRUGS-TØRSPRØJTEBETON FOR FØRSTE GANG

Det handlede egentlig om at skabe et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne, men endte med at blive til Danmarks første genbrugs­tørsprøjtebeton. I processen indgik både dygtige fag­personer og en portion held

Ultimo 2020: Christiansen & Essenbæk er i gang med første etape af loftsrenoveringen på Rigshospitalet. Betonen sprøjtes op på en ny undersidearmering.

Foto: TChristiansen & Essenbæk

Entreprenørfirmaet Christiansen & Essenbæk er i gang med at udføre en loftsrenovering på Rigshospitalet i København med en genbrugs-tørsprøjtebeton, som virksomheden selv har udviklet. Der er tale om Danmarks – og muligvis verdens – første af slagsen og historien blev præsenteret på webinaret ”betonreparation, og – renovering 2021” 2. februar, arrangeret af Dansk Betonforening.

Det hele startede med, at Christiansen & Essenbæk gerne ville forbedre arbejdsmiljøet for virksomhedens medarbejdere, når de arbejdede med tørsprøjtebeton og samtidig reducere CO2-aftrykket af arbejdet.

Vi har været vant til at få blandet cement, sand og sten leveret i poser eller bigbags. Det er knastørre produkter, der støver meget, og som nogle gange skal håndteres manuelt. Derfor opstod idéen om at erstatte de tørre materialer med grusgravsmaterialer med et naturligt fugtindhold. På den måde kunne vi samtidig undgå ovntørring, emballering og transport af materialerne, der alt sammen udgør en miljøbelastning, siger projektleder Jonas Bentzen fra Christiansen & Essenbæk.

DA HELDET SMILEDE

Virksomheden gik nu i gang med at udvikle en tørsprøjtebeton med cement og grusgravsmaterialer, der fyldes i siloer og blandes i et mobilt blandeværk. Undervejs høstede man både gode og mindre gode erfaringer. På den baggrund satte man i efteråret 2019 et par dage af til yderligere at teste produktet hos Dansk Mobil Beton i Borup.

Det var her, heldet smilede til os. Virksomheden havde noget knust beton liggende, der stammede fra Amagerværkets nedrevne skorsten. Det lignede til forveksling de jomfruelige grusgravsmaterialer, som vi anvendte, så vi prøvede os lidt frem med den nedknuste beton. Resultatet var umiddelbart lovende, fortæller Jonas Bentzen.

GRØN FORRETNINGSPLAN

Hos Christiansen & Essenbæk havde man fået mod på at gå videre med idéen. Sammen med Energy Cluster Denmark gik virksomheden nu i gang med at søge EU-midler til en grøn forretningsplan. Mod selv at dække alle andre udgifter til projektet blev Christiansen & Essenbæk bevilget rådgivningsassistance, og valget faldt på Erik Lauritzen fra Lauritzen Advising, der havde Pelcon med som teknisk underrådgiver.

Nu var det tid til et pilotprojekt, og det fandt sted på Rigshospitalet i København. Det nedbrudte betonmateriale kom fra Rockefeller Komplekset, der havde været en del af hospitalet, og idéen var, at betonen efter at være blevet knust og sorteret skulle genbruges i en loftsrenovering andetsteds på Rigshospitalet.

Knusning af beton støver og støjer meget, og derfor var det nødvendigt at henlægge den til Prøvestenen med den CO2-belastning, som transporten af materialet gav.

Vi testede det nedbrudte betonmateriale for styrke, betonsygdomme og miljøklasse. Det indeholdt store granitstykker og meget cement, og Pelcon sagde god for kvaliteten. Materialet var egnet til loftsrenoveringen, forklarer Jonas Bentzen.

Det krævede kun fem forsøg med den nedknuste beton, så havde man den blanding, der var bedst egnet til opgaven. Der var tale om en lettere revideret version af den tørsprøjtebeton, som Christiansen & Essenbæk havde udviklet med jomfruelige grusgravsmaterialer. Den nye genbrugs-tørsprøjtebeton består af 100 procent genbrugstilslag fra nedbrudt beton blandet op med frisk cement.

TILFREDS BYGHERRE

Region Hovedstaden, der var bygherre på pilotprojektet, var tilfreds med det udførte arbejde, og Christiansen & Essenbæk vandt efterfølgende det udbud, som pilotprojektet var en del af. Det omfatter blandt andet en loftsrenovering i to etaper af hver 600 kvm. Den første etape er afsluttet, og arbejdet på den anden etape blev påbegyndt i februar.

På Rigshospitalet arbejder vi med en genbrugs-tørsprøjtebeton, der lever op til en aggressiv miljøklasse styrke 35 MPa. Den kan vi justere efter behov og med tests eftervise kvaliteten, siger Jonas Bentzen.

Inden pilotprojektet på Rigshospitalet blev der i sommeren 2020 gennemført en række tests hos Dansk Mobil Beton i Borup for at fintune recepten på genbrugtørsprøjtebetonen. I den kraftige, sorte slange transporteres de blandede tørre materialer. Den anden slange er en almindelig haveslange med vand. Medarbejderen styrer vandtilførslen og dermed konsistensen af betonen. Det er en elektrisk kompressor, der transporterer og accelererer materialerne. Med det hårde anslag mod et emne bliver betonen komprimeret.

Skrevet af:

Kim Sejr, Jan Pasternak og Thomas Møller

Relateret indhold