09.11.20 Nyheder

HØJBANE PÅ BETONBRO

Den Hvide By i Nordhavn har fået sin egen spektakulære Metrostation i en unik betonkonstruktion

Orientkaj Station er en unik højbanekonstruktion, der er sidste station på Nordhavnslinjen, M4 i København. Den er noget af et særsyn, som den står og tager sig ud som en futuristisk, infrastrukturel betonskulptur i det område, der bliver kaldt Den Hvide By.

For at blive integreret i dette miljø, er stationen udført med hvide mosaikker på trapper og elevator, mens selve stationsrummet fremstår hvidt indvendigt og med en udvendig beklædning i lys aluminium, der spejler himlen.

Den nye højbanestation er allerede et markant element i bydelen, og fra perronen er der spektakulær udsigt over havnen og den nye bydel, der er under opførelse.

CUT-AND-COVER-TUNNEL

Fra den underjordiske Nordhavn Station er der udført en cut-and-covertunnel, der munder ud i en rampe med indfatning af spuns frem til Orientkaj Station, der fremstår som en betonbro. I modsætning til de tidligere udførte højbanestationer, er der her tale om en lukket station med

beskyttelse mod enhver form for uvenligt vejrlig. Betonkonstruktionen er støbt på stedet og har været omfattende med brodæk, Y-søjler og tværbjælker – alt forspændt såvel på tværs som på langs. Armeringsarbejdet har været udfordrende, da arkitekturen har krævet slanke konstruktioner, for at opnå det ønskede arkitektonisk lette udtryk på de bærende togspor. Züblin har til opgaven valgt at optegne armering i 3D for at kvalitetssikre projektmaterialet, optimere bestilling af armering samt lette udførelsen på pladsen.

Opgangen til stationen udgøres af to svungne in-situ støbte trapper med krumme former, som teknisk set har stillet større krav til forarbejde og støbning end hidtil. De krumme konstruktioner har ligeledes stillet krav til udførelse af efterfølgende beklædningsarbejder på vægge, gulve og lofter.

UDKRAGEDE BETONRAMMER

Markant i udtrykket er to udkragede betonrammer, der har den helt basale funktion, at stationen hænger i dem. En ramme er støbt af tre omgange. Første omgang har været en bundbjælke og et kort stykke af søjlerne. Første del er støbt sammen med broen. Anden del har været søjlerne og den tredje topbjælkerne. Stationen hænger derfor i rammerne og kan bevæge sig i forhold til trapper og elevatorerne. Der er derfor etableret en 20 mm fuge mellem elevatorerne og stationsdæk. Udførelsen er optimeret ved blandt andet at bruge store præfabrikerede elementer i stationstaget på Nordhavn Station.

Stationen er sammen med Nordhavn Station designet af Arup og Cobe (Rambøll Arup JV), mens PLH Arkitekter har lavet udførelsesprojekt for såvel Nordhavn Station og Orientkaj Station.

Entreprenør på opgaven har været Züblin i jointventure med Hochtief, der har haft ansvaret for hele Nordhavnsmetroen. Projektet har udover to borede tunnelrør på 1,6 og 1,8 kilometer omfattet en nødudgangsskakt; den nu fuldt færdige underjordiske station ved Nordhavn S-tog Station, gangtunnel fra Nordhavn Metro Station til Nordhavn S-tog Station, en cut-and-cover tunnel og en åben rampe op til Orientkaj Station, der som sagt ligger på broer. Dertil kommer komplette byggegruber med spuns, borede sekantpæle og grundvandssænkning.

De to første etaper af Nordhavnslinjen var udbudt i to kontrakter, hvoraf Nordhavn Station samt tilhørende tunneler og nødskakt i Krauseparken som totalentreprise og Orientkaj Station og højbane som hovedentreprise

Markant i udtrykket er to udkragede betonrammer, der har den helt basale funktion, at stationen hænger i dem.

Opgangen til metrostationen består af to svungne in situ-støbte trapper, der har stillet store krav til støberækkefølge.

Orientkaj Station svæver over jorden takket være en kompleks insitu støbt konstruktion.

Fakta

BYG HERRE : Metroselskabet

UDFØ RELSESPERIODE : 2014 - 2020

KONTRAKTSUM : 1,6 milliader kroner

ENTREPREN Ø R: Totalentreprise og hovedentreprise i joint venture mellem Züblin (60 procent) og Hochtief Solutions (40 procent)

LEVERANDØR: Unicon, Orientkaj Station og højbane: cirka 4.000 kubikmeter beton. ATG Deutschland, Orientkaj Station og højbane: cirka 1.000 ton armering

Skrevet af:

Kim Sejr, Thomas Møller og Jan Pasternak

Relateret indhold