10.11.22 Nyheder

Gå en 'uendelig' tur på Teknologisk Instituts nye testfelt med permeabel beton

Denne artikel er skrevet af

Teknologisk Institut

I slutningen af september blev en ”Infinity Circle” af permeabel beton anlagt ud for betonlaboratoriet i Taastrup. Cirklen er både et testfelt, en gangsti, et udstillingsvindue og en del af biodiversitetsprojekt.

Foto: Teknologisk Institut

Testfeltet, der ligger på det som i daglig tale kaldes ”Beton-øen”, er udlagt med permeabel beton. Belægning kan bl.a. anvendes til lokal håndtering af regnvand (LAR), hvilket fx kan være aktuelt i byerne, hvor der ikke er så mange grønne områder, der kan håndtere de større og voldsommere regnmængder, som opleves i Danmark.


Stort behov for løsninger

Netop nedbør er en af de primære klimaudfordringer i Danmark. Nedbørsmængden er øget og intensiveret, og samtidig er andelen af befæstede arealer stadig stigende. Det betyder i dag, at der, i tilfælde af skybrud, på kort tid bliver ledt store mængder regnvand til kloaksystemet – og det kan resultere i oversvømmelser.

Derfor er der også stor efterspørgsel på klimatilpasningsløsninger i de danske byer. I udviklingsprojektet ”Klimafilterbeton” er der arbejdet med udvikling af en belægning i permeabel beton til lokal håndtering af regnvand. Via sin indre struktur af forbundet hulrum sikrer belægningen effektiv nedsivning af overfladevand.

Etableringen

Designet af det nye testfelt er udarbejdet af arkitektvirksomheden Tredje Natur, og betonen er levereret af Unicon. Den anvendte betonrecept er baseret på FUTURECEM og er udviklet på baggrund af erfaringer i projektet til både at sikre en god permeabilitet, men også gøre recepten mere robust ift. udlægningen.

Da testfeltet blev støbt i september, var det COLAS, som stod for støbningsarbejdet. Med etableringen af testfeltet har det også været formålet at teste potentialet for at udlægge betonen med en asfaltudlægger og samtidig presse grænserne for den valgte udlægningsteknik. Det er bl.a. gjort ved at designe stien med en bredde, der går fra 0,5 meter til 2,0 meter og en relativ lille drejeradius.  

Efter udlægningen er der blevet etableret en række bede med plantetyper, som er særligt udvalgt for deres positive effekt på biodiversiteten. I starten af næste år vil de sidste detaljer blive færdiggjort, herunder bl.a. udstilling af udvalgte prøver/emner fra Teknologisk Instituts mange betonudviklingsprojekter og etablering af en sti af trædesten, som indbyder besøgende til at udforske området - og alle er selvfølgelig velkomne til at gå en (uendelig) tur på den nye sti.

Fremtidige forsøg på og omkring testfeltet

I løbet af den kommende periode vil der blive foretaget en række forsøg på belægningen med henblik på at dokumentere egenskaber såsom permeabilitet, hulrum og trykstyrke. Formålet er at få kortlagt egenskaberne umiddelbart efter støbningen, så det bliver muligt at følge udviklingen over tid samt at forstå udlægningsmetodens betydning for belægningens egenskaber. Derudover vil området blive anvendt som en eksponeringsplads for forskellige betonprøver og -emner, og stien indskriver sig således som en del af et samlet udendørslaboratorie.

Om projektet

Projektet har til formål at skabe de nødvendige rammer for anvendelsen af permeabel beton i Danmark som klimatilpasningsløsning. Projektet afsluttes med udgangen af 2022 og har bl.a. arbejdet med receptudvikling, dokumentationsmetoder, udlægningsteknik og arkitektoniske muligheder.

Projektet er støttet af MUDP under Miljøstyrelsen. I projektet medvirker Teknologisk Institut (projektleder), Tredje Natur, WSP Danmark, Unicon, Betonværket Brønderslev, Aarsleff og Fabriksbetonforeningen.

Relateret indhold